
For nylig sad jeg med en klient, som fortalte mig om sin hormonbehandling.
“Jeg bruger bioidentiske hormoner,” sagde hun. “De er helt naturlige. Der er ikke noget syntetisk i dem.”
Jeg forstår godt, hvorfor hun troede det.
For hvis man søger på bioidentiske hormoner på nettet, og især på sociale medier, møder man hurtigt ord som natural, body-identical, plant-based, customised og chemical-free. Det kan næsten lyde, som om valget står mellem naturlige hormoner på den ene side og “kunstige” lægemidler på den anden.
Men sådan hænger det ikke sammen.
Og her starter en af de største misforståelser omkring bioidentisk hormonbehandling.
Først: Hvad betyder “bioidentisk” egentlig?
Bioidentisk beskriver først og fremmest hormonets molekylære struktur.
Et bioidentisk hormon har samme molekylære struktur som det hormon, menneskekroppen selv producerer.
Det betyder ikke, at hormonet er plukket fra en plante og puttet direkte i en kapsel eller gel. Hormonet er fremstillet og bearbejdet farmaceutisk, men det færdige molekyle er strukturelt identisk med kroppens hormon.
Et godt eksempel er 17β-estradiol.
Estradiol er det vigtigste østrogen i kvindens fertile år. Når et lægemiddel indeholder 17β-estradiol, svarer selve hormonmolekylet strukturelt til det estradiol, kroppen selv producerer.
Det samme gælder mikroniseret progesteron: progesteronmolekylet svarer til kroppens eget progesteron.
Det er den betydning, der normalt ligger i ordet bioidentisk. Internationale faglige organisationer bruger også betegnelser som body-identical eller regulated bioidentical hormone therapy.
Og her kommer noget, der overrasker mange:
Du kan sagtens få bioidentiske hormoner som helt almindelig, godkendt medicin på det danske apotek.
I Danmark findes eksempelvis estradiol som Estrogel®, Lenzetto®, Estrofem®, Divigel® og Vivelle Dot®. De har forskellige administrationsformer, gel, spray, tablet eller plaster, men indeholder estradiol.
Og vi har Utrogestan®, som indeholder mikroniseret progesteron. Det er progesteron, der strukturelt svarer til kroppens eget progesteron
Så “bioidentisk” betyder ikke automatisk alternativt, specialfremstillet eller mere naturligt.
Det beskriver molekylet.
FAKTABOKS: Bioidentisk – eller ikke bioidentisk?
Estradiol (17β-estradiol) – bioidentisk østrogen
Estrogel® · Lenzetto® · Estrofem® · Divigel® · Vivelle Dot®
De indeholder estradiol, som molekylært svarer til kroppens eget estradiol.
Forskellen mellem produkterne ligger blandt andet i, hvordan hormonet gives: gel, spray, tablet eller plaster.
Estriol – bioidentisk østrogen
Ovestin®
Estriol er også et østrogen, som kroppen selv producerer. Ovestin anvendes lokalt vaginalt
Progesteron – bioidentisk progesteron
Utrogestan®
Utrogestan indeholder mikroniseret progesteron.
Mikroniseret betyder, at progesteronet er gjort til meget små partikler for at forbedre optagelsen. Det ændrer ikke progesteronmolekylet, det er stadig progesteron, der er strukturelt identisk med kroppens eget.
Eksempler på hormoner, der IKKE er bioidentiske
Norethisteron/norethisteronacetat · levonorgestrel · medroxyprogesteronacetat
Disse er progestiner (syntetiske gestagener). De påvirker progesteronreceptoren og kan udføre nogle af progesteronets funktioner, men deres molekylære struktur er ikke identisk med kroppens progesteron.
Det betyder ikke automatisk, at et bioidentisk hormon er “godt”, og et ikke-bioidentisk hormon er “dårligt”.
Det fortæller os én bestemt ting:
Om hormonets molekylære struktur er identisk med kroppens eget hormon eller ej.
Det er dét, ordet bioidentisk beskriver.
Betyder bioidentisk hormonbehandling kun pellets?
Nej.
Pellets er små hormonimplantater, som placeres under huden og langsomt frigiver hormon. De bruges især i nogle private hormonkoncepter i USA, og derfor er bioidentical hormones på sociale medier nogle gange blevet næsten synonymt med pellet therapy.
Men det er to forskellige ting.
Bioidentiske hormoner kan administreres som blandt andet gel, spray, plaster, tabletter og vaginale præparater. Et hormon bliver ikke mere eller mindre bioidentisk på grund af den måde, det kommer ind i kroppen på.
Det vigtige er derfor at skelne mellem hvilket hormon vi taler om, hvilken dosis, og hvordan det administreres.
Betyder bioidentisk, at hormonet er specialfremstillet på et apotek?
Nej.
Det er endnu en almindelig misforståelse, især fordi man på amerikanske hjemmesider ofte møder bioidentical hormones sammen med compounded hormones, altså hormonpræparater, der specialfremstilles til den enkelte.
Men bioidentisk og specialfremstillet er ikke det samme.
Et specialfremstillet præparat kan indeholde bioidentiske hormoner, men det kan almindelig, godkendt medicin også.
Faktisk findes der allerede flere godkendte lægemidler på det danske marked, som indeholder hormoner, der er molekylært identiske med kroppens egne.
Det er derfor igen værd at spørge:
Hvilket hormon er der faktisk i præparatet?
Men hvad med Wild Yam – er det ikke “naturligt progesteron”?
Wild Yam er ikke automatisk progesteron.
Wild Yam indeholder blandt andet diosgenin, som kan bruges som råmateriale til at fremstille progesteron i et laboratorium. Kroppen kan ikke selv omdanne diosgenin fra en Wild Yam-creme eller et kosttilskud til progesteron.
Men her kommer nuancen: Nogle produkter bruger Wild Yam som udgangspunkt for farmaceutisk fremstillet progesteron. BioMatrix Pro-Adapt er et eksempel: produktet indeholder faktisk USP progesteron – ikke bare Wild Yam-ekstrakt. Det færdige progesteronmolekyle er derfor bioidentisk.
Så igen: Det afgørende er ikke, om der står Wild Yam, natural eller plant-based på forsiden. Læs hvad produktet faktisk indeholder.
Skal jeg have recept på bioidentiske hormoner?
Her skal vi skelne mellem forskellige produkter – og mellem amerikanske informationer på nettet og reglerne i Danmark.
De systemiske hormonpræparater, der anvendes som menopausal hormonbehandling i Danmark, er som udgangspunkt receptpligtige. Det gælder eksempelvis estradiolprodukter som Estrogel®, Lenzetto® og Estrofem® samt mikroniseret progesteron som Utrogestan®.
Og det er vigtigt: “hormonterapeut” er ikke i sig selv en autorisation, der giver ret til at ordinere receptpligtig medicin i Danmark.
Retten til at udstede recepter er reguleret og knyttet til bestemte autoriserede sundhedsprofessioner og deres virksomhedsområde.
Der findes dog en detalje, som kan skabe forvirring: Ovestin®, der indeholder estriol, kan i visse pakninger købes i håndkøb i Danmark.
Estriol er faktisk også et østrogen, et naturligt forekommende østrogen hos mennesker, og Ovestin anvendes lokalt vaginalt mod urogenitale gener relateret til faldende østrogenproduktion.
Så når nogen siger:
“Jeg kan få bioidentiske hormoner uden recept”
…er næste spørgsmål:
Hvilket hormon? Hvilket produkt? Og hvilken administrationsform?
De detaljer betyder noget.
“Min læge siger, at bioidentisk ikke er et rigtigt medicinsk begreb. Har lægen ret?”
Jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor nogle læger reagerer på ordet.
Bioidentisk er blevet brugt så meget i markedsføring, især sammen med ord som naturligt, customised og safer, at begrebet nogle gange skaber mere forvirring end klarhed.
Men den molekylære forskel er reel.
Estradiol er estradiol. Progesteron er progesteron. De kan fremstilles som lægemidler med samme molekylære struktur som de hormoner, kroppen selv producerer.
Derfor foretrækker nogle faglige organisationer betegnelsen body-identical hormones frem for bioidentiske hormoner.
Så i stedet for at diskutere selve ordet vil jeg hellere spørge:
Hvilket hormon er det? Er det identisk med kroppens eget? Hvordan gives det,og hvad ved vi om netop denne behandling?
Det er i sidste ende ende langt mere relevant.
“Min læge siger, at al hormonbehandling er syntetisk. Er det så ikke bioidentisk?”
Her støder to forskellige betydninger af ordet syntetisk sammen.
Hvis syntetisk betyder fremstillet eller bearbejdet i et laboratorium, så ja: de hormoner, vi bruger som lægemidler, fremstilles farmaceutisk.
Men hvis man bruger syntetisk til at betyde et hormonmolekyle, der ikke er identisk med kroppens eget hormon, så bliver svaret anderledes.
Et farmaceutisk fremstillet 17β-estradiolmolekyle kan stadig være molekylært identisk med kroppens estradiol.
Omvendt findes der hormonlignende stoffer, som virker på de samme receptorer, men som ikke har samme molekylære struktur som kroppens eget hormon. Et eksempel er forskellige progestiner, såsom norethisteronacetat.
Derfor kan ordene “naturlig” og “syntetisk” faktisk gøre samtalen mere forvirrende end nødvendig.
Jeg foretrækker at spørge:
Hvad er det aktive hormon?
Er molekylet identisk med kroppens eget?
Hvordan gives det?
Og hvad ved vi om effekt og risiko ved netop denne behandling?
“Men bioidentiske hormoner har vel ingen bivirkninger?”
Det hører jeg også.
Og nej.
Bioidentisk betyder ikke bivirkningsfri.
Kroppens egne hormoner er biologisk aktive molekyler. Det er netop derfor, de virker.
Estradiol påvirker blandt andet hjerne, knogler, blodkar, brystvæv, vagina og endometrium. Progesteron har også biologiske effekter i mange væv.
Når vi tilfører hormoner udefra, får vi derfor både ønskede effekter og mulighed for uønskede effekter.
Bivirkninger og risici afhænger blandt andet af hormontype, dosis, administrationsvej, behandlingsvarighed, om kvinden har livmoder, hendes alder, tidspunkt i forhold til menopausen og hendes individuelle sygehistorie.
For kvinder med livmoder skal systemisk østrogen normalt kombineres med tilstrækkelig gestagen/progesteron for at beskytte endometriet.
Det er ikke en lille teknisk detalje , det er en central del af sikker hormonbehandling.
At et hormon er bioidentisk ændrer ikke på, at det er medicin med biologisk effekt.
“Naturligt” er ikke det vigtigste spørgsmål
Jeg forstår godt ønsket om noget naturligt.
Men når vi taler om hormonbehandling, synes jeg faktisk ikke, at naturligt versus syntetisk er den mest hjælpsomme måde at tænke på.
Jeg vil hellere vide:
Hvad indeholder præparatet?
Er det estradiol, estriol, progesteron eller et progestin?
Er behandlingen lokal eller systemisk?
Er det tablet, plaster, gel, spray eller vaginal behandling?
Er præparatet godkendt og kvalitetskontrolleret?
Hvorfor er netop denne behandling valgt til denne kvinde?
Og hvilke fordele og risici er relevante for hende?
Det er meget mere interessant end etiketten på pakken.
Hormonbehandling er en mulighed – ikke en religion
Noget af det, der bekymrer mig ved hormondebatten lige nu, er, hvor polariseret den kan blive.
På den ene side møder kvinder stadig frygt for hormonbehandling.
På den anden side findes der influencers og behandlere på nettet, som får hormoner til at lyde næsten som løsningen på alt fra dårlig søvn og vægtøgning til hud, libido, energi og longevity.
Begge dele gør det sværere at træffe en informeret beslutning.
Hormonbehandling kan være en meget relevant og effektiv behandling for kvinder med gener i peri- og postmenopausen.
Men det betyder ikke, at alle kvinder skal have den, at alle skal have den samme kombination, eller at “bioidentisk” automatisk betyder bedre eller risikofrit.
I Danmark findes der allerede flere regulerede hormonpræparater med estradiol og mikroniseret progesteron, som passer til definitionen af bioidentiske , eller body-identical hormoner.
Så hvis du overvejer hormonbehandling, behøver dit mål ikke være at komme ind til lægen og bede om “naturlige hormoner”.
Kom hellere med dine spørgsmål.
Fortæl om dine symptomer. Fortæl, hvad der betyder noget for dig.
Spørg hvilket hormon præparatet indeholder.
Spørg om administrationsformen.
Spørg hvorfor netop dét præparat foreslås.
Spørg til fordele, bivirkninger og risici – og til alternativerne.
Og vær lidt kritisk, når nogen på Instagram fortæller dig, at én bestemt hormonprotokol er den rigtige for alle kvinder.
Du skal kende dine muligheder.
Det er også hele pointen med denne artikel.
Ikke at fortælle dig, om du skal tage hormoner eller ej, men at gøre ordene lidt mindre mystiske, så du bedre kan forstå den samtale, du skal have med din læge eller behandler.
Og næste gang nogen siger:
“Jeg bruger bioidentiske hormoner. De er helt naturlige.”
…ved du, at svaret er lidt mere interessant end det.
Forlad ikke uden at blive en VL Insider – Nyhedsbrev
Tilmeld dig til gratis sundhedstips!
"*" indikerer påkrævede felter
Valeria Lima
Cand.scient i idræt, internationalt certificeret Holistic Health Practitioner specialiseret i evolutionær ernæring, funktionel træning og funktionel medicin. Forfatter og blogger. Gennem sin praksis, artikler, bøger og workshops faciliterer Valeria Lima individuelle livsstilsændringer med fokus på ernæring, træning og andre livsstilsfaktorer, der påvirker vores sundhed og velvære.